Folkepension

Når du fylder 67 år, kan du få folkepension. Udbetaling Danmark sender brev herom ca. et halvt år før folkepensionsalderen. Du skal ansøge om folkepension.

Hvis du er på førtids- eller seniorpension, ændres den automatisk til folkepension måneden efter, at du har nået folkepensionsalder.

En folkepension består af et grundbeløb og et pensionstillæg. Følgende kriterier har betydning for folkepensionens størrelse:

  • Har du dansk indfødsret?
  • Har du fast bopæl i Danmark?
  • Hvor længe har du boet i Danmark?
  • Er du enlig eller samlevende?

Indtægter

Når du søger folkepension, er det vigtigt, at du oplyser nøjagtigt om de indtægter, du forventer at få udover folkepension f.eks. ATP, livrente og pension. Udbetaling Danmark har nemlig ikke disse oplysninger.

Pensionen beregnes ud fra forskudsopgørelsen hos SKAT, så husk at opdatere din forskudsopgørelse.

Hvis du fortsætter med at arbejde efter folkepensionsalderen, kan du vente med at få folkepension, så længe du arbejder, dog højst i 10 år. Du vil så få en højere folkepension, når du stopper med at arbejde.

Beregning af folkepensionen

I 2025 kom en lovændring, der gør, at man ser helt bort for pensionistens arbejdsindkomst ved beregning af folkepensionen.

På borger.dk og ved kontakt til Udbetaling Danmark kan du få hjælp til at beregne din folkepension på baggrund af dine indtægter og formueforhold.

Den personlige tillægsprocent

Udbetaling Danmark beregner din personlige tillægsprocent, der er afgørende for, om du er berettiget til ældrecheck, helbredstillæg, varmetillæg og nedsat medielicens. Den beregnes ud fra din og din eventuelle ægtefælle/samlevers indtægter udover social pension og nedsættes, hvis du har skattepligtige indtægter af en vis størrelse udover folkepensionen. Tillægsprocenten fremgår af årsbrevet, som Udbetaling Danmark sender ud i december måned.

For at være berettiget til helbredstillæg, ældrecheck og varmetillæg skal du have en tillægsprocent over 0. For at være berettiget til mediecheck, skal din personlige tillægsprocent være 100.

For at være berettiget til helbredstillæg og ældrecheck er det en betingelse, at din samlede formue er under formuegrænsen på 99.200 kr. (2026-tal).

Din personlige tillægsprocent aftrappes fra 100 procent ved indtægter over:

Enlige                        35.700 kr. pr. år (2026-tal)                      

Gifte/samlevende      70.600 kr. pr. år (2026-tal)                      

 

Din personlige tillægsprocent nedsættes med 1 procent, hver gang, indtægten stiger udover fradragsbeløbet:

Enlige                        635 kr. (2026-tal)

Gifte/samlevende      1282 kr. (2026-tal)

 

Når den personlige tillægsprocent skal beregnes, indgår følgende indkomster:

  • Udbetaling af livrente, ratepension og ATP

  • Erstatninger, underholdsbidrag og andre løbende udgifter der er skattepligtige

  • Anden indkomst ud over folkepension, som man skal betale skat af

  • Renteindtægter, aktieudbytte og anden positiv kapitalindkomst

Ældrecheck

Der blev for nogle år siden indført en supplerende pensionsydelse, også kaldet ældrecheck, til folkepensionister. Ydelsen er et engangsbeløb, der udbetales med januar-pensionen til folkepensionister, der kun har en begrænset indtægt ved siden af deres sociale pension. Ældrechecken udbetales med det fulde beløb årligt på 26.900 kr. (2026-tal), hvis den personlige tillægsprocent er 100. Er tillægsprocenten f.eks. 50, får man en halv ældrecheck.

På grund af de aktuelle høje el- og varmeudgifter samt høj inflation, udbetales der en ekstra ældrecheck.

Helbredstillæg og udvidet helbredstillæg

Du har mulighed for at få et helbredstillæg, hvis din formue ikke er større end 108.000 kr. Helbredstillægget dækker op til 85 % af dine egne udgifter til medicin og til behandling hos fodterapeut, tandlæge, fysioterapeut, kiropraktor, psykolog og høreapparatbehandling ved privat leverandør. Hvis du opfylder betingelserne, vil du få tilsendt et tilskudskort fra din kommune.

Til forskel fra personlige tillæg, der beror på et sagsbehandler-skøn, tildeles helbredstillæg efter faste regler i alle landets kommuner.

Et udvidet helbredstillæg er et særligt helbredstillæg til dækning af tandproteser, briller og fodbehandling. Du kan få det udvidede helbredstillæg, hvis kommunen vurderer, at udgiften er nødvendig. Det er et krav, at du samtidig er berettiget til det almindelige helbredstillæg. Du skal søge om det udvidede helbredstillæg, før din behandling påbegyndes.

 

Personligt tillæg

Hvis dine økonomiske forhold er særligt vanskelige, kan du søge om personlige tillæg. Der er ingen egentlige grænser for, hvad der kan søges til. Det kan f.eks. være medicin, briller, flytning, møbler, tøj, rejseudgifter i Danmark mv.

Når du søger et personligt tillæg, foretager kommunen en samlet vurdering ud fra din økonomi, samt om der er tale om en rimelig udgift, som du ikke selv har mulighed for at afholde.

En god rettesnor for, om du er berettiget til et personligt tillæg, er, at din personlige tillægsprocent skal være på 100 %, før du kan få fuldt personligt tillæg.

Rabatordninger for pensionister

Som pensionist er der mange muligheder for at få særlige rabatter. Hvis du har en personlig tillægsprocent på 100 %, kan du få halv mediecheck. Du kan få rabat på transport og rejser og på kulturelle og sportslige aktiviteter. En hel del håndværkere, vinduespudsere og hjemmeservicefirmaer giver pensionistrabat, og ældreorganisationerne har også en række rabatordninger for deres medlemmer.

Boligstøtte

Boligstøtte omfatter boligsikring, boligydelse og lån til betaling af beboerindskud.

Boligydelse gives til pensionister og er til både leje-, ejer- og andelsboliger.

Boligstøtten er afhængig af husstandsindtægten, husstandens størrelse, boligudgiften og boligens størrelse.

Boligsikring og boligydelse til lejere er skattefri og udbetales som månedligt tilskud. Boligsikring og boligydelse til ejer- og andelsboliger er også skattefri, men ydes i en kombination af tilskud og lån.

Hvis du vil have beregnet din boligstøtte, skal du kontakte Udbetaling Danmark. Da lovgivningen er kompleks, kan det være vanskeligt selv at beregne boligstøtten.

Varmetillæg

Du har også mulighed for at søge om hjælp til dine varmeudgifter. Varmetillægget ydes efter faste regler, der gælder for alle landets kommuner. Du kan få tilskud til alle former for opvarmning, uanset hvilken type bolig du har. Din formues størrelse spiller ikke ind ved beregning af varmetillægget. Det er kun dine indtægter udover den sociale pension og varmeudgiftens størrelse, der har betydning for dette tillæg.

Private pensions- og forsikringsordninger

De fleste lønmodtagere har i dag en pensionsordning igennem deres arbejde, og mange har også tegnet private pensionsordninger. Du skal derfor være opmærksom på, at en pensionsforsikring ofte udløser en invalidepension eller en invalidesum i form af et engangsbeløb, hvis du får tilkendt en offentlig social pension eller vurderes til at have en arbejdsnedsættelse på 2/3. Derfor er det altid vigtigt, at du sætter dig grundigt ind i forsikringsbetingelserne. Hvis du er i tvivl, om du er berettiget til en pensionsydelse, bør du altid kontakte en pensionsrådgiver i din pensionskasse. Det er muligt at få ydelser fra flere pensionsselskaber samtidig.

Få pensionsoverblik

De fleste pensionsselskaber er gået sammen om et online system, der hedder Pensionsinfo.dk. Her kan du i løbet af et øjeblik og få klik få overblik over dine pensionspenge, hvor de er, hvor meget du har sparet op osv. Du kan også beregne din efterløn, din førtids- og folkepension eller sende dine samlede pensionsoplysninger til din bankrådgiver, hvis du ønsker, de skal arbejde videre med dem.

Siden er opdateret af Nyreforeningens socialrådgiver, februar 2026.