Forskningsprojektet LOFUS har vist, at hele 18% af de voksne studiedeltagere fra Lolland-Falster har tegn på kronisk nyresygdom. Samtidigt er levetiden markant lavere end i resten af landet, ligesom sundhedstilstanden generelt i området udgør et folkesundhedsproblem. I det seneste delstudie under LOFUS har forskerne fundet ud af, at mange af deltagerne i studiet med tegn på kronisk nyresygdom, heller ikke får den optimale behandling. På nyreområdet er der således meget der kan gøres for at øge sundheden.
Første delstudie af kronisk nyresygdom i forskningsprojektet LOFUS, hvor 16.000 voksne fra Lolland-Falster deltog, viste at hele 18% af deltagerne i området har tegn på kronisk nyresygdom.
”Der findes, så vidt vi ved, ikke andre danske studier, hvor man systematisk har undersøgt for nyresygdom i befolkningen på samme måde, så der er ingen direkte tal at sammenligne med. Men på verdensplan er forekomsten estimeret til ca. 10%,” fortæller Ebba Mannheimer, læge og PhD-studerende på Afdeling for Nyre- og Hormonsygdomme på Rigshospitalet.
Ud af de deltagere i LOFUS, der på baggrund af blodprøver og urinprøver viste tegn på kronisk nyresygdom, var det kun ganske få, der tidligere havde fået stillet diagnosen eller var bevidste om deres tilstand.
”Der er generelt en meget lavere awareness – altså bevidsthed om, at man har en sygdom – for kronisk nyresygdom end andre væsentlige kroniske sygdomme. De fleste med diabetes eller forhøjet blodtryk vidste, at de havde det, men for kronisk nyresygdom var awareness under 5%. Det er problematisk, fordi tidlig diagnosticering er afgørende for at forebygge både nyresvigt og hjertekarsygdom, men resultaterne viser desværre, at kronisk nyresygdom ofte forbliver uopdaget.”
Forskningsprojektet viser altså, at det potentielt er en stor del af befolkningen på Lolland-Falster, der lider af en sygdom, der dels kan føre til forringet livskvalitet for den enkelte, dels kan koste samfundet dyrt i form af dialysebehandling, transplantation, sygemeldinger med mere.
Med den viden der kommer fra LOFUS-studiet vil forskerne give politikerne et bedre datamæssigt grundlag for at træffe de nødvendige beslutninger om sundhedspolitiske tiltag, der kan virke forebyggende og mindske belastningen på såvel den enkelte person som på sundhedsvæsenet.
Optimal behandling af dem der er diagnosticeret med kronisk nyresygdom?
Ud af de 16.000 deltagere i LOFUS, var der 2.900 der viste sig at have tegn på kronisk nyresygdom, og dem har Ebba Mannheimer og hendes kolleger arbejdet videre med i det 2. delstudie af LOFUS. Studiet skal afklare, hvorvidt disse 2.900 mennesker får den optimale behandling i forhold til de gældende nyremedicinske guidelines (retningslinjer for god behandling) i dataindsamlingsperioden, som var 2016-2020.
”Her har vi især haft fokus på, om der er god blodtrykskontrol, om de får nyrebeskyttende medicin, bliver henvist til nyrespecialister når de bør henvises, og om hjertekarsygdom bliver forebygget gennem kolesterolsænkende behandling og livsstilsændringer. Vi havde en formodning om, at mindre end halvdelen ville være optimalt behandlet” fortæller hun.
Behov for fokus på optimering af behandling og tidlig opsporing
Ved hjælp af data fra det første LOFUS-studie og registerdata om medicin, henvisninger med mere, fandt Ebba Mannheimer og forskerteamet ud af, at der er et stort optimeringspotentiale på trods af et par positive opdagelser.
”På den positive side rapporterede 80% af dem, der har tegn på kronisk nyresygdom at de ikke ryger, og 70% får faktisk RAS-blokade, som er medicin, der sænker blodtrykket og beskytter nyrerne. Det var vi positivt overraskede over. Men til gengæld så vi også, at under halvdelen har et velkontrolleret blodtryk, kun 32% får statiner, altså kolesterolsænkende medicin, selvom de er i målgruppen for den slags behandling. Kun en tredjedel har et BMI under 25, som er den grænse man anbefaler. Og sidst men ikke mindst, fandt vi ud af, at kun en tredjedel af de 100 med mere alvorlig grad af sygdommen, som burde være henvist til en specialiseret nyremedicinsk afdeling, var blevet henvist.”
Hjertekarsygdomme er hyppig dødsårsag for mennesker med kronisk nyresygdom
Det får Ebba Mannheimer til at opfordre til et større fokus på tidlig opsporing og overholdelse af guidelines:
”En alvorlig konsekvens af kronisk nyresygdom kan være, at man får nyresvigt og skal i dialyse eller nyretransplanteres for at overleve. Men det er faktisk i langt højere grad den store risiko for hjertekarsygdom, allerede fra de tidlige stadier af kronisk nyresygdom, som er værd at bemærke her. Hjertekarsygdomme er den hyppigste dødsårsag blandt mennesker med kronisk nyresygdom, og derfor skal de betragtes som en risikogruppe for hjertekarsygdomme og behandles forebyggende med både nyrebeskyttende behandling, blodtrykskontrol og livsstilsændringer – tidligt.”
På tidspunktet for studiet var de nye SGLT2-hæmmere, der også har nyrebeskyttende effekt, ikke godkendt til nyrepatienter uden diabetes, og de er derfor ikke medtaget i LOFUS-undersøgelserne. Men de er godkendt nu, og derfor er der endnu flere muligheder for forebyggelse og behandling af nyresygdom på nuværende tidspunkt.
Sundhedspolitiske tiltag på nyreområdet for at øge sundhed og mindske ulighed
Forebyggelse af nyresygdom er vigtigt i hele Danmark, da mange lider af sygdommen, men ikke mange ved det – og de alle er i risiko for udvikling af følgesygdomme som hjertekarsygdomme. Men hvordan skal man så sundhedspolitisk sætte ind for at opspore og forebygge?
”Mange af dem vi fandt med kronisk nyresygdom, var i de tidlige stadier, og det er en lumsk sygdom på den måde, at den oftest ikke giver symptomer i de tidlige stadier. Det betyder, at man bliver nødt til ret stringent at screene med både blodprøver og urinprøver i risikogrupperne for at kunne sætte ind med behandling i tide. Den screening ligger primært hos de almenpraktiserende læger, og vi ved jo godt, at de er belastede i forvejen, så man kunne med fordel sætte ind med politisk støtte i form af ressourcer til primær sektor for at forbedre mulighederne for både opsporing og behandling af kronisk nyresygdom.” siger Ebba Mannheimer.
Hun og hendes kolleger har overvejet mulige svar på, at så mange patienter, der egentlig burde henvises til en nyremedicinsk afdeling, ikke bliver det. Forklaringen kan være, at nogle går rundt med uopdaget sygdom eller, at der kan mangle viden om, hvornår man som læge bør henvise, og hvor meget nefrologerne egentlig har i værktøjskassen når det gælder om at optimere behandling og livskvalitet, også for personer i de sene stadier af sygdommen, fortæller hun.
Til slut gør Ebba Mannheimer opmærksom på, at der en form for det man kalder deltagelses-bias i LOFUS-studiet, da dem der har sagt ja til at deltage overvejende er de mest ressourcestærke i området. Så resultaterne fra LOFUS afspejler sandsynligvis et mere generelt nationalt problem med uopdaget kronisk nyresygdom.”
Der kan således med fordel sættes mere fokus på kronisk nyresygdom og følgesygdomme i befolkningen, siger Ebba Mannheimer:
”Kronisk nyresygdom bør være noget vi taler meget mere om, ligesom man taler om, forholder sig til og har respekt for kræft og diabetes og hjertekarsygdomme. Sådan er det ikke i dag. Så måske skal der forskellige informationstiltag og kampagner til, hvor man sætter fokus på den her sygdom som potentielt kan blive ret alvorlig – og på den øgede risiko for hjertekarsygdomme.”
