Vælg en side

Har du ikke MitID, kan du få svært ved at betale dit kontingent

I Nyreforeningen får vi lige nu henvendelser fra medlemmer, som ikke kan betale deres kontingent, fordi de endnu ikke har oprettet MitID, og derfor ikke længere kan betale regninger i deres netbank.

Hvis du ikke er lykkedes med at komme på MitID og har brug for hjælp, kan det være en udfordring, fordi der flere steder i landet er lang ventetid til Borgerservice, som er det eneste sted, man kan få fysisk hjælp til MitID.

Hvis du ikke allerede har en betalingsserviceaftale, så dit kontingent til Nyreforeningen bliver betalt automatisk hvert år, så er det en god ide at få oprettet sådan en aftale allerede nu. Så er du sikker på, at dit kontingent bliver betalt, selvom du endnu ikke har adgang til MitID.

Kontakt sekretariatet og få en betalingsserviceaftale

Hvis du ikke har MitID og vil være sikker på, at dit kontingent bliver betalt, opfordrer vi dig til at kontakte Nyreforeningens sekretariat og få oprettet en betalingsserviceaftale. Vi skal blot bruge dit reg.nr. og kontonummer (som du finder på bagsiden af dit betalingskort) samt dit CPR.nr.

Du kan ringe til Nyreforeningens sekretariat på tlf. 43 52 42 52 mandag-torsdag kl. 10-15 og fredag kl. 10-12.

Hvis du ikke ønsker en betalingsserviceaftale, men har problemer med at betale kontingentet pga. manglende MitID, så kontakt også gerne sekretariatet, så vi kan finde en løsning.

Hvad er MitID?

MitID er afløseren til NemID, og du skal bruge det, når du skal bevise, hvem du er, fx når du logger ind på din netbank.

Fra den 1. november 2022 kan du ikke længere bruge NemID i din netbank, men udelukkende MitID.

NemID udfases løbende, og fra juni 2023 kan du kun benytte MitID.

Sådan får du MitID

Der er flere muligheder for at få MitID, men har du brug for hjælp til at få installeret MitID, så foregår det i din lokale Borgerservice, hvor du typisk skal bestille en tid. Læs mere om hvordan du får MitID her.

MitID Kontingent Nyreforeningen