Nyreforeningens lokalkreds i Sydøstjylland holder generalforsamling lørdag den 8. februar 2026 kl. 13.30 på Fuglsangcentret, Søndermarksvej 150, Fredericia. For dem som har lyst er der fælles spisning kl. 12 for kun 100 kr. pr. person. Efter generalforsamlingen vil der være foredrag med Helle Haubro Andersen fra Dansk Center for organdonation.
Efter mange års engageret indsats har både formand, kasserer, revisor og flere af vores trofaste bestyrelsesmedlemmer valgt at give stafetten videre. Vi sender dem en stor og hjertelig tak for deres store arbejde og de mange gode år, de har lagt i foreningen.
Det betyder, at vi nu står midt i et spændende generationsskifte, hvor vi skal forme en ny og stærk bestyrelse, der sammen kan sætte retningen for foreningens næste kapitel. Derfor søger vi nye kræfter – en formand, en kasserer, fire bestyrelsesmedlemmer, to suppleanter og to interne revisorer – som har lyst til at bidrage med idéer og engagement.
Har du lyst til at være med til at præge vores fælles fremtid og blive en del af et fællesskab i udvikling, hører vi meget gerne fra dig!
Hvem er vi og hvad gør vi?
Bestyrelsen mødes typisk 4–5 gange om året for at planlægge og udvikle aktiviteter til glæde for Nyreforeningens medlemmer. Da vi står i en større udskiftning i bestyrelsen og kun ét bestyrelsesmedlem fortsætter, vil vi i fællesskab beslutte, hvordan vi vil organisere arbejdet fremover, og hvilke indsatser vi vil prioritere.
Nye idéer og friske input er meget velkomne, og der er plads til, at du kan byde ind med netop det, du brænder for. Ved at blive en del af bestyrelsen får du mulighed for at skabe meningsfulde lokale aktiviteter og fællesskaber for nyresyge og deres pårørende. Du har blandt andet mulighed for at bidrage med oplæg på Nyreskolen fire gange om året eller med besøg på dialyseafsnit. Samtidig kan du være med til at sætte nyresagen på den lokale dagsorden. Bestyrelsen har kontakt til relevante aktører – fx ledelsen på de nefrologiske afdelinger og politikere – om forhold, der påvirker nyrepatienter og deres pårørende. To medlemmer deltager desuden i Nyreforeningens regionaludvalg for Syddanmark. Her følger de sundhedspolitikkens udvikling i regionen og kommuner og tager initiativ til relevante politiske tiltag.
Hvad kan du bidrage med og hvad får du?
Som formand for lokalkredsen er du tovholder for lokale aktiviteter og holder dig orienteret om landsforeningens tiltag. Det betyder, at du bl.a.:
- Indkalder til og leder kredsbestyrelsens møder samt følger op på beslutninger
- Sikrer godt samarbejde mellem frivillige i kredsen
- Er repræsentant i Hovedbestyrelsen og holder dig opdateret på landsforeningens arbejde
Det er en opgave, der giver god indsigt i både lokalt og nationalt arbejde og kan tilpasses efter dine interesser og din tid.
Som bestyrelsesmedlem og suppleant deltager du aktivt i kredsens arbejde. Det betyder, at du bl.a.:
- Deltager i bestyrelsens møder
- Er med til at planlægge og gennemføre lokale arrangementer
- Holder dig orienteret om lokale forhold for nyresyge og pårørende
Som bestyrelsesmedlem får du mulighed for at gøre en positiv forskel for nyresyge og deres pårørende. Du behøver ikke at have en masse erfaring, blot lysten til at engagere dig og med den tid og energi du har til det.
Som kasserer for lokalkredsen har du overblik over den lokale økonomi og er med til at sikre, at foreningens aktiviteter kan gennemføres. Det betyder, at du bl.a.:
- Står for budget, regnskab og løbende økonomisk overblik for kredsen
- Håndterer betalinger, refusioner og tilskud i samarbejde med bestyrelsen
- Sikrer at regnskabsaflæggelse overholdes
Det er en opgave, der giver et godt indblik i foreningens arbejde og let kan tilpasses din erfaring, dine interesser og den tid, du har mulighed for at lægge i rollen.
Som intern revisor for lokalkredsen er du med til at skabe overblik og transparens i den lokale økonomi. Det betyder, at du bl.a.:
- Gennemgår regnskabet og sikrer, at kredsens økonomi er korrekt og følger gældende retningslinjer.
Er du nysgerrig?
Så ring eller skriv til Rita Bruun på erbruun@gobel.dk eller tlf. 21 78 76 43 og hør mere Nyreforeningens lokale arbejde og de enkelte opgaver. Det forpligter ikke!
Vi glæder os til at høre fra dig.