Vælg Klogt har nedsat et nyt bedømmelsesudvalg, som skal vurdere, hvilke indsatser i sundhedsvæsenet der med fordel kan undgås i den sidste tid i livet. Nyreforeningens direktør Michael Buksti er udpeget som medlem af udvalget, hvor han skal være med til at sikre et patient- og pårørendeperspektiv på de anbefalinger, som udvalget skal komme frem til.
I den sidste fase af livet betyder livskvalitet ofte mere end endnu en undersøgelse eller behandling. Alligevel fortsætter nogle rutiner og indsatser i sundhedsvæsenet – også når de ikke længere gavner eller giver værdi til patienten. Det er blandt andet indsatser som forebyggende medicin, indlæggelser der kunne være undgået med pleje eller lindring hjemme, eller scanninger der ikke fører til nye beslutninger. Derfor skal et bedømmelsesudvalg nu vurdere, hvilke Vælg Klogt-anbefalinger der skal udvikles inden for området ’den sidste tid i livet’. Det skriver Vælg Klogt i en pressemeddelelse den 26. januar 2026.
”Mange kronisk nyresyge oplever i den sidste fase af livet, at de bliver udsat for unødigt mange hospitalsbesøg, undersøgelser og indlæggelser. Rutiner som for mange opleves værdiløse i en situation, hvor den pågældende i langt højere grad ønsker ro og så lidt behandling som muligt,” siger Michael Buksti, direktør i Nyreforeningen om baggrunden for sin deltagelse i udvalget.
Bred faglighed og patientperspektiv
Vælg Klogt-udvalget skal udvælge anbefalinger til sundhedsvæsenet indenfor temaet ”den sidste tid”. Arbejdet sker på baggrund af forslag, som patienter, pårørende og sundhedsfaglige har sendt ind til Vælg Klogt.
Bedømmelsesudvalget består af repræsentanter fra patientforeninger, som er udpeget af Danske Patienter, og repræsentanter fra forskellige sundhedsfaglige faggrupper, som er udpeget af Lægevidenskabelige Selskaber. På den måde får udvalget både et patient- og pårørendeperspektiv og en bred faglighed i arbejdet med anbefalingerne.
Bedømmelsesudvalget består af følgende medlemmer:
- Ann Leistiko, direktør i Lungeforeningen
- Birgitte Vølund, formand for Alzheimerforeningen
- Helen Bernt Andersen, formand for Kræftens Bekæmpelse
- Mette Bryde Lind, direktør i Gigtforeningen
- Michael Buksti, direktør i Nyreforeningen
- Christian Wamberg, overlæge, Dansk Selskab for Anæstesiologi og Intensiv Medicin
- Farah Boota, overlæge, Dansk Selskab for Palliativ Medicin
- Jacob Jacobsen, speciallæge, Dansk Lungemedicinsk Selskab
- Kristin Enevoldsen, overlæge, Dansk Selskab for Klinisk Onkologi
- Thomas Gorlén, speciallæge, Dansk Selskab for Almen Medicin