Tre ud af fire mennesker med en nyresygdom oplever, at deres seksuelle trivsel ændrer sig i forbindelse med deres sygdom. Nyreforeningen er nu klar med en ny hjemmeside og webinarer om emnet til patienter samt undervisningsmateriale til sygeplejersker.
Det kan være en svær opgave at forholde sig til sin seksuelle trivsel, samtidig med at mange andre områder af ens liv og livskvalitet påvirkes af sygdommen. Ikke desto mindre har det for mange mennesker stor betydning for den overordnede trivsel og livsglæde.
Ny hjemmeside
Nyreforeningen lancerer nu en ny platform på nyre.dk, hvor patienter og sundhedspersonale kan læse meget mere om nyresygdom og seksuel trivsel. Her kan man blandt andet blive klogere på de hyppigste seksuelle problemer, bivirkninger ved medicin, hvad du selv kan gøre, og hvordan det sundhedsfaglige personale kan hjælpe dig.
Du finder siden her.
To webinarer
I september inviterer Nyreforeningen til to webinarer om seksuel trivsel. Det er sexolog, sygeplejersker og parterapeut Else Olsen, som står for at give både mennesker med nyresygdom og deres partnere mere viden om seksuel trivsel og redskaber til at forbedre den.
Webinarerne foregår på to forskellige dage, men skal ses som et samlet forløb, hvor forskellige aspekter af emnet gennemgås på hvert webinar. Du kan læse mere om dem begge, og hvordan du tilmelder dig lige her:
Del 1: Når sygdom påvirker intimitet, lyst og nærhed, 21. september, kl. 16-17.15.
Del 2: Vejen videre – behandling, hjælp og nye muligheder, 28. september, kl. 16-17.15.
For sygeplejersker
Er du sygeplejerske og er nysgerrig på, hvordan du kan komme i gang med eller blive bedre til at have samtaler med dine patienter om seksuel trivsel, så har Nyreforeningen udviklet 24 korte infofilm om emnet. De findes på Nyreforeningens Youtube kanal her.