Prævention og graviditet
Prævention
Mange har brug for prævention i forbindelse med at være seksuelt aktiv.
Kvinder, der ønsker at bruge p-piller som beskyttelse mod graviditet, bør tale med deres speciallæge om nyresygdommen og om den øvrige medicin kan forhindre brug af p-piller. P-piller kan hos nogle mindske den seksuelle lyst, mens andre oplever, at lysten i stedet øges. P-pillerne fåes på recept hos lægen.
Kondomer er den eneste præventionsmulighed, hvis man har behov for beskyttelse både mod graviditet og kønssygdomme. Kondomer har i sig selv ingen bivirkninger, men nogle par synes, at anvendelse af kondom forstyrrer deres seksuelle samspil.
Spiral kan give øget risiko for infektion i livmoderen, og hvis personen med nyresygdom i forvejen har tendens til infektioner, kan spiral være et uhensigtsmæssigt valg af prævention. Det kræver en recept at få spiral, og spiral lægges op i livmoderen hos lægen.
Hvis man ikke ønsker at blive gravid, kan sterilisation være en mulig præventionsmetode, men ulempen er, at sterilisation er uigenkaldelig. Sterilisation kræver en skriftlig anmodning, som man laver sammen med lægen.
Hvis du er i tvivl om, hvilken præventionsmetode der er den bedste for dig, kan du henvende dig til din læge eller speciallæge.
Graviditet
Nyrerne belastes yderligere under graviditet, så kvinder med nyresygdom bør konsultere deres speciallæge for at høre, om de kan tåle at blive gravide, eller om der er specielle hensyn, der skal tages under graviditeten.
Noget medicin fraråder man at give til gravide, da medicinen kan skade fosteret. Du må tale med speciallægen om, hvorvidt den medicin, du får, er forenelig med en graviditet.
Nyretransplanterede kvinder kan normalt gennemføre en graviditet, uden at nyrerne tager skade. Graviditet kan betragtes som sikker to år efter transplantation hos kvinder med god nyrefunktion.
Lægerne fraråder kvinder i dialyse (både hæmodialyse og peritonealdialyse) at blive gravide. Dialysen kan have konsekvenser for fosteret, så hvis du er i dialyse og ønsker at blive gravid, skal du tale med din læge.