Sorgsamtaler
Som medlem af Nyreforeningen kan du få en gratis sorgsamtale. Tilbuddet gælder både for personer med nyresygdom og pårørende, som er over 18 år. Samtalerne foregår enten online eller ved fysisk fremmøde i Høje Taastrup.
Hvad er sorg og sorgreaktioner?
Sorg betegnes typisk som en reaktion på et dødsfald blandt ens nærmeste, men sorg kan også vise sig på andre måder. Der kan opstå sorgreaktioner i forbindelse med uigenkaldelige tab, som fx en skilsmisse, en fyring eller en kronisk sygdom. Selvom det kan føles skræmmende og overvældende, er det naturligt at reagere med sorg, når noget ændres i ens egen eller pårørendes livssituation.
Sygdomsforløb kan være meget forskellige og give varierende udfordringer. Nogle oplever flere sorgreaktioner end andre, og ikke alle oplever sorgreaktioner. Det afhænger ikke bare af sygdomsforløbet, men også af ens personlighed, ens erfaringer fra tidligere i livet og nuværende livsomstændigheder.
Samtidig kan vi se, at der er karakteristika, som går igen på tværs af kronisk nyresyge menneskers oplevelser og ligeledes med pårørende. Det kan fx være:
- At opleve adskillige tab af fx funktionalitet, færdigheder, identitet, roller i hjemmet, økonomisk tryghed, udseende, drømme og fremtidsplaner.
- At uforudsigelighed og en følelse af kontroltab præger hverdagen.
- At nære relationer trækker sig.
Hvad er en sorgsamtale?
Målet med sorgsamtalen er ikke at fjerne din sorg, men at hjælpe dig med at finde meningsfulde måder at integrere tab i dit videre liv. Du får mulighed for at sætte ord på oplevelser, der knytter sig til sorgen, og du kan få en større forståelse for de reaktioner, der følger af sorgen. Samtalen vil ikke resultere i en masse god råd. Du kan til gengæld få en oplevelse af, at du ikke er alene med dine tab og sorgreaktioner, og det kan i sig selv have en beroligende effekt på dig.
Sorgsamtalen er en samtale mellem to mennesker, som kan foregå som et personligt møde i Høje Taastrup eller online. Du vil i udgangspunktet have en enkelt samtale af en times varighed, men det kan vurderes, at der er behov for en opfølgende samtale.
Sorgrådgiveren er uddannet sorgrådgiver og ikke terapeut. Sorgrådgiveren kan dog være med til at vurdere, om du kan have gavn af at tale med en professionel terapeut, fx en psykolog eller en psykoterapeut.
Hvem kan få en sorgsamtale?
Nyreforeningens sorgrådgivning henvender sig dels til personer, som har oplevet et dødsfald blandt sine nærmeste, dels til personer, der oplever sorgreaktioner i forbindelse med at have en kronisk nyresygdom eller at være pårørende til en person med en kronisk nyresygdom.
Du skal være medlem af Nyreforeningen for at få en gratis sorgsamtale.
Kontakt vores sorgrådgiver
Samtalerne varetages af Liv Hübner Østergaard, som er nyuddannet sorgrådgiver fra Københavns Professionshøjskole og Det Nationale Sorgcenter. Liv har flere års arbejdserfaring fra patientforeninger. Ønsker du en sorgrådgivningssamtale, er du velkommen til at kontakte Liv på lh@nyre.dk for at aftale tid.