Alle restriktioner er nu væk, men det er stadig vigtigt at følge Sundhedsstyrelsens retningslinjer og gode råd.
I Nyreforeningen arbejder vi fortsat på at gøre opmærksom på dem, som er i øget risiko, så myndighederne og befolkningen generelt husker at tage hensyn, når hverdagen uden restriktioner starter.
”Nu hvor smitten er meget høj, og samfundet er helt åbent, er det en god idé, at man passer ekstra på, og fortsat husker på de 6 gode råd. Vi skal stadig vaske hænder ofte, lufte ud og blive hjemme, når vi er syge. Det er særligt vigtigt, at personer i øget risiko holder afstand til folk, som de ikke kender, og at de generelt undgår steder, hvor der er mylder og trængsel,” siger Bolette Søborg, enhedschef i Sundhedsstyrelsen.
Gode råd til personer i øget risiko
- Bliv vaccineret med 4. stik.
- Følg Sundhedsstyrelsens seks generelle råd og bed andre om at tage hensyn.
- Undgå store forsamlinger med mange mennesker, hvor du ikke kan holde afstand.
- Overvej brug af mundbind i det offentlige rum, hvis det ikke er muligt at holde afstand.
- Overvej at tale med din arbejdsplads om, hvordan I sammen kan sikre, at du er tryg ved at gå på arbejde.
Gode råd til pårørende
Hvis du er pårørende til en person, der er i øget risiko for at blive alvorligt syg med covid-19, er det naturligt, at du kan blive bekymret for at tage smitte med hjem. Du kan gøre flere ting for at beskytte din/dine pårørende, som er i øget risiko.
- Hav opmærksomhed på at følge Sundhedsstyrelsens generelle råd om smitteforebyggelse. Hjælp også din pårørende og andre, som du bor sammen med, med at huske rådene – også børn.
- Hold ekstra godt øje med symptomer, der kunne være covid-19. Gå straks i selvisolation, hvis du får symptomer. Det gælder også milde symptomer. Hvis du skal i selvisolation og bor sammen med en person, som er i øget risiko, kan du måske få bevilliget et isolationsophold uden for hjemmet. Kontakt din kommune for at høre mere.
Læs Sundhedsstyrelsens pjece med gode råd til personer i øget risiko og deres pårørende.