Seksuel trivsel og parforhold
Et af menneskets grundlæggende behov er at modtage og give kærlighed og ømhed. At have en nyresygdom er en alvorlig tilstand, der påvirker mange forhold i dagligdagen, ikke mindst ens seksuelle trivsel.
Det er vigtigt at få talt om seksuel trivsel i et parforhold. Det kan være svært, hvis man aldrig har talt med hinanden om seksuel trivsel. Men det kan også være svært, fordi den seksuelle trivsel ikke er, som det plejer.
Vi mennesker tror ofte, at vi ved, hvad andre tænker og føler. Det kan godt være, at I har en fornemmelse af, hvad den anden tænker og føler, men når noget er svært, er en fornemmelse ikke tilstrækkelig. Tal derfor med hinanden om den nye situation, om sygdommen, om bekymringer, om følelser af skyld, om kærlighed og ømhed.
Efterhånden vil lysten til intimt samvær og samleje atter dukke op. Lysten kommer ikke altid samtidigt, og det kan give problemer. Enten kan den, der ikke har lyst, føle sig presset til at skulle være seksuel uden at have lyst til det. Eller den, der har lyst, kan føle sig afvist. Både at føle sig presset og afvist er følelser, der ikke hænger sammen med seksuel trivsel. Det er vigtigt at tale om disse følelser sammen og eventuelt søge professionel hjælp hos en sexolog eller en parterapeut, hvis der er behov.
Vidste du, at…
… 2 ud af 3 partnere ønsker en samtale om seksuel trivsel med en sundhedsperson, hvor både dem selv og deres partner er til stede, men færre end hver 5. har haft muligheden.
Top ti over de vigtigste emner for partnere at søge hjælp til i forhold til seksuel trivsel
- Sin partners seksuelle dysfunktioner
- Sin partners og/eller sin egen manglende lyst til seksuelt samvær
- Sin partners træthed og/eller mangel på energi
- Viden om, hvorfor sin partners diverse dysfunktioner opstår
- Sin eller sin partners psykologiske reaktioner
- Alternativer til samleje
- Ændringer i parforholdet
- Hjælpemidler
- Sin partners fysiske fremtoning, fx adgangsvej til dialysen, ændringer i vægten eller udseende, eller anderledes lugt
- Sin partners eller sin egen bekymring for at skade adgangsvej til dialyse eller den nye nyre
At tale med hinanden
Her er en række spørgsmål, som du og din partner kan tale om.
- Hvad betyder ordet seksuel trivsel for dig?
- Hvad indebærer seksuel trivsel for dig?
- Hvad er vigtigt for dig ift. seksuel trivsel?
- Synes du, at du lever i seksuel trivsel?
- Påvirker nyresygdommen din dagligdag?
- Har nyresygdommen indflydelse på din seksuelle trivsel?
- Har medicinen indflydelse på din seksuelle trivsel?
- Er der noget omkring seksuel trivsel, du gerne vil fortælle?
- Er der noget omkring seksuel trivsel, du gerne vil vide?
- Har du eller din partner symptomer, der giver seksuelle problemer?
- Ønsker du, at din seksuelle trivsel skal ændres?
- Hvad kan I gøre for, at jeres seksuelle trivsel bliver velfungerende? Hvad kan du selv gøre, og hvad kan din partner gøre?
- Hvis du ikke selv kan håndtere de seksuelle problemer, hvem kan du tale med om problemerne?
Seksuelt samvær og intimitet er mere end samleje
For nogen er seksuelt samvær og intimitet primært i form af samleje. Det kan opleves som, at hvis det ikke er muligt at gennemføre et samleje, så kan man lige så godt lade være. Men det at være intim handler ikke kun om seksuelle handlinger, og man kan godt have seksuelt samvær uden samleje.
Intimitet kan også være at vise omsorg og respekt for hinanden, at lytte til hinanden, hjælpe hinanden og være ærlige overfor hinanden. Det kan også være at gøre noget, som at sende et kærestebrev. Det kan være berøring i form af at give et kys, give et knus, holde i hånden, øjenkontakt, et smil, eller måske et klap bagi.
Seksuelt samvær uden samleje kan f.eks. være at kæle, onani (alene eller sammen med partner), stimulere hinanden seksuelt med fingre, mund eller seksuelle hjælpemidler, eller oralsex eller analsex. Det kan også være at tale om lyst eller fantasier, eller at sende en fræk hilsen eller iføre sig sexet undertøj. Orgasme er ikke nødvendigvis målet ved seksuelt samvær og intimitet.
Det kan handle om at vise kærlighed til hinanden på andre måder end samleje, og det kan også handle om at gøre noget som giver nydelse og er afstressende og dejligt. Og kærlighed behøver ikke nødvendigvis altid at være en del af det. Onani kan være en god måde at finde ud af, hvad du kan lide. Hvis du er fortrolig med hvad du godt kan lide, så kan det hjælpe i samspillet med en anden person.
Det er også værd at huske, at intimitet og seksuelt samvær kan være midt på dagen eller før aftensmaden, eller hvilket som helst tidspunkt der fungerer for jer.
Sexologens bord
Hør sygeplejerske og sexolog, Else Olesen, fortælle andre sygeplejersker om, hvorfor det er vigtigt, at de taler med deres patienter om seksuel trivsel, og hvordan seksuel trivsel og et sundt parforhold spiller ind i forhold til behandling af nyresygdom, her.