Vi leder efter sygeplejersker til samtaler om seksuel sundhed

Nyreforeningen leder efter sygeplejersker, som vil være med til at indføre flere samtaler om seksuel sundhed med patienter med kronisk nyresygdom i deres eget arbejde.

Vi ved fra en undersøgelse, som vi i Nyreforeningen foretog i efteråret 2025, at færre end 1 ud af 5 nyrepatienter har haft en personlig samtale med en sundhedsperson om deres seksuelle sundhed. I mere end halvdelen af tilfældene var det patienten selv, som tog initiativ til samtalen.

Læs hele vores faglige artikel om undersøgelsen her: Samtalen om seksuel sundhed hos personer med nyresygdom, deres partnere og tilknyttet sundhedspersonale – Sygeplejevidenskab.dk

I Nyreforeningen vil vi gerne være med til at sørge for, at der bliver talt mere om seksuel sundhed mellem patienter, partnere og sundhedspersonale. Vi har lavet 25 korte film á 2-5 minutters varighed med hhv. en nefrolog og en sexolog. De besvarer de vigtigste spørgsmål, som sygeplejersker har fortalt os, at de mangler svar på.

Vi leder nu efter sygeplejersker, som på baggrund af disse 25 film, vil bringe denne nye viden med ind i deres arbejde med nyrepatienter. Det, som man som ambassadør siger ja til, er:

  • Man har lyst til at afprøve samtaler med patienter om seksuel sundhed på sin afdeling i efteråret 2026 (imellem august-december).
  • Man kan deltage i et 30 min. gruppeopstartsmøde, hvor man introduceres for videoerne og andre ressourcer, som følger senere hen. Man kan deltage i et gruppemidtvejsmøde á 30 min., samt et afsluttende gruppemøde á 30 min. i vinteren 2027.  Til alle møder vil der være flere tidspunkter at vælge imellem, så det passer ind i arbejdsdagen.
  • Man skal indledningsvist afklare med sin leder, hvordan det passer ind i den arbejdsgang, som ens afdeling fører.  
  • Vi ser gerne, hvis man baseret på sin nyerhvervede erfaring senere hen vil fortælle om seksuel sundhed på Nyreskolen.
  • Vi ser gerne, at man i begyndelsen af 2027 har lyst til at fortælle sine kolleger om det og hjælpe dem i gang, hvis ens kollega/kolleger har lyst til det.

Man kan tilmelde sig som ‘seksuel sundhed ambassadør’ eller stille spørgsmål ved at skrive til Liv Hübner Østergaard på lh@nyre.dk eller ringe på tlf. nr. 92 15 08 54.

Seksuel sundhed