Vælg en side

Ny chat og søgefunktion skal hjælpe besøgende

Nu kan du møde en ny funktion på Nyreforeningens hjemmeside – nemlig en chatbot.

En chatbot kan hjælpe dig med at finde det, du søger, hvis du fx synes, det er uoverskueligt selv at skulle lede efter noget bestemt indhold på hjemmesiden. Chatbotten kan også henvise dig til Nyreforeningens andre hjemmesider – nyremad.dk, nyreskole.dk og nyreforskningsfond.dk – hvis det er relevant. På den måde bliver al den viden, som er tilgængelig på tværs af Nyreforeningens hjemmesider meget lettere tilgængelig for alle besøgende.

Du kan spørge chatbotten om alt, og så vil den svare dig ud fra de informationer, der ligger på hjemmesiderne. Hvis chatbotten ikke kan finde information om det, du søger, så vil den i stedet guide dig til, hvordan du kan kontakte Nyreforeningen og få de svar, du søger.

Du finder chatten i nederste højre hjørne på hjemmesiden.

Bedre søgefunktion

Hver eneste dag besøger flere hundrede personer Nyreforeningens hjemmeside, og mange af dem bruger søgefunktionen for at finde det indhold, som de leder efter.

Derfor har vi udover den nye chatfunktion også optimeret søgefunktionen på hjemmesiden. Det betyder, at besøgende fremover får bedre hjælp, når de søger efter indhold på hjemmesiden, idet søgefunktionen nu er blevet bedre til at forstå, hvad folk søger efter, selvom de bruger andre ord og formuleringer end dem, der findes på hjemmesiden. Den nye søgefunktion tager også højde for stavefejl og tastefejl.

I Nyreforeningen håber vi, at disse forbedringer på nyre.dk giver de mange besøgende en bedre oplevelse og gør den store mængde af indhold på hjemmesiderne langt lettere tilgængelig for flere.

Computer