Sommerhus
Lej sommerhus i Nordjylland
Nyreforeningen ejer et sommerhus ved Skallerup Klit i Nordjylland. Huset ligger 600 m fra havet, 12 km. vest for Hjørring og 2 km. fra dialysen i Skallerup Seaside Resort.
Huset, der er bygget i 1999, er på godt 80 kvm, og er opvarmet med el og en stor brændeovn. Huset indeholder i øvrigt alle moderne faciliteter inklusive vaskemaskine, opvaskemaskine og TV. Der er i alt 6 sovepladser i sommerhuset. Et soveværelse med 2 enkeltsenge, ekstra bred dør hertil, et værelse med køjesenge og et soveværelse med dobbeltseng. Der er bord og stole til 8 personer, service og bestik til 12 personer og et helt moderne indrettet køkken. Huset opvarmes om vinteren med pejsebrænde i den store brændeovn.
Sommerhuset er handicapvenligt. Der er flisebelægning ved indgangspartiet samt kørestolsrampe og ekstra bred indgangsdør. Badeværelset er udstyret med hæve/sænke vask, greb ved toilet, bruseniche uden kant samt greb. Der er badebænk på badeværelset og skydedør ind til badeværelset.
For at komme til huset, er det en fordel at have en bil til rådighed. Men det kan også lade sig gøre at komme frem med offentlig transport. Du kan tage toget til Hjørring og enten bus eller taxa det sidste stykke.
Husdyr er ikke tilladt, dog med undtagelse af fører-/handicaphund. Rygning i huset er ikke tilladt.
Turistattraktioner nær Skallerup
Hirtshals ligger kun 15 km væk, og her finder du bl.a. Nordeuropas største akvarium. Nyfangede fisk kan købes ved de små både, der ligger ved kaj for enden af fiskeriauktionen. Hjørring med sin hyggelige, lille gågade og mange fine forretninger ligger 12 km fra sommerhuset.
En rask gåtur langs stranden bringer en til Rubjerg Knude, hvor fyrtårnet, som er totalt tilsandet, ligger. En langstrakt fin sandstrand strækker sig helt fra Skagen og ned til Blåvand.
Du er også tæt på attraktioner som Fårup Sommerland, skulpturparken i Blokhus og Ørnereservatet.
Nyreforeningens dialyseklinik i Skallerup
Nyreforeningens dialyseklinik er beliggende i Skallerup Seaside Resort. Klinikken råder over 4 dialysepladser. Dialysen har åbent hele året. Dialysen har en fastansat sygeplejerske, Birthe Nielsen, samt sygeplejerskevikarer fra Hjørring og Aalborgs dialyseafsnit. Dialysebehandlingen er gratis for dig, da behandlingen betales af din region.
Dialysen Skallerup Klit
Skallerup Seaside Resort
Nordre Klitvej, Skallerup
9800 Hjørring
Tlf. 50 93 59 41
dialyse@nyre.dk
Hent dialysepapirer: