Nyreprisen 2025 gik til sygeplejespecialisterne Janni Mendahl og Henriette Heilmann fra Afdeling for Nyresygdomme på Herlev og Gentofte Hospital for deres ekstraordinære indsats for pårørende til patienter med livstruende organsvigt, herunder nyretransplanterede.
På Afdeling for Nyresygdomme har de sat fokus på en gruppe, der sjældent står øverst på dagsordenen – de pårørende. Gennem deres forskning har de belyst de psykiske og fysiske belastninger, som pårørende oplever i sygdomsforløb præget af uforudsigelighed, gentagne indlæggelser og drastiske funktionstab. De har tydeliggjort, at pårørende ofte lever i et konstant alarmberedskab, oplever omsorgstræthed og har svært ved at navigere i sundhedsvæsenets forventninger.
I indstillingen af Janni og Henriette står der bl.a.:
”For mig personligt har deres arbejde været en øjenåbner. Som pårørende igennem mange år med en ægtefælle, der har været både i peritonealdialyse, hæmodialyse og tre nyretransplantationer (hvor jeg selv var donor første gang) kender jeg alt for godt de udfordringer, de beskriver – men jeg har aldrig før oplevet, at der blev sat ord og forskning på netop dét, jeg og andre pårørende har været igennem. Det var en befrielse at høre deres oplæg og mærke, hvordan deres indsigt og engagement skabte genklang i mig. For første gang følte jeg mig set og forstået på en helt anden måde, end jeg tidligere har oplevet. Som pårørende er jeg altid i alarmberedskab, sover med et halvt øje åbent og er hele tiden opmærksom på signaler, symptomer, farver og væskeophobninger.”
Janni Mendahl og Henriette Heilmann modtog Nyreprisen 2025 på Nyreforeningens årsmøde den 10. maj 2025.