Vælg en side

Klinikchef Birthe Nielsen giver stafetten videre

Birthe Nielsen går på pension, og selvom det er med vemod, så stopper hun derfor som klinikchef for Skallerup Dialyseklinik. Klinikkens nye primære ansigt bliver sygeplejerske Merete Kristoffersen, der overtager pr 1. juni. Helt ny er hun nu ikke, da hun har været tilknyttet klinikken i ti år som vikar.

Af Thora Bruun Makita.

Måske har du været på ferie i det nordjyske, og i den forbindelse været på Skallerup Dialyseklinik? Hvis ja, er du højst sandsynligt blevet taget imod med åbne arme af klinikchef Birthe Nielsen. Fra den 1. juni er det dog slut med at være klinikchef, men hun vil stadig være der juni måned ud, hvor hun vil hjælpe hendes afløser Merete Kristoffersen med at komme ind i opgaverne. Birthe Nielsen har drevet klinikken i 15 år, men nu går hun på pension, og giver stafetten videre.

”Det har været en underlig beslutning at tage efter at have været på klinikken så længe, men jeg skal jo stoppe på et tidspunkt. Og jeg bliver 67 år til sommer,” siger Birthe, der er uddannet sygeplejerske og har beskæftiget sig med dialyse i de sidste mange år.

Hendes opgaver som klinikchef på dialyseklinikken i Skallerup har spændt vidt: indkøb, rengøring, tilberedning af morgenmad til patienter, varetagelse af dialysen og observation af dem. Derudover har hun stået for at udarbejde vagtplanen i samarbejde med vikarsygeplejerskerne, da de skal være to sygeplejersker på vagt, når alle fire pladser er besat i dialysecentret. Og endelig har hun varetaget udlejningen af Nyreforeningens sommerhus i Nordjylland.

Årene har budt på lidt af hvert:

”En dag, da jeg mødte på arbejde, var klinikkens gulv fyldt med vand. En vandrørskobling var nemlig sprunget af, så i hele klinikken stod der fem centimeter vand,” fortæller hun.

Birthe har også været ude for, at vandanlægget en dag var defekt. I det tilfælde måtte hun have fire patienter transporteret til Hjørring Dialyseafsnit, hvilket var lidt af en strabadstur. Hjørring Dialyseafsnit, som er en del af Aalborg Universitetshospital, er i øvrigt en afdeling, hun har haft et rigtigt godt samarbejde med igennem alle årene, understreger hun.

Medmenneskelige kompetencer

Ligesom Birthe har haft brug for at kunne tage fat i praktiske gøremål og arbejde struktureret med vagtplaner, har hun også haft brug for sine medmenneskelige kompetencer:

”I mit job skal man være god til at møde alle slags mennesker, fordi der kommer alle typer, unge som gamle,” forklarer hun. Hun holder af at sludre lidt med gæsterne. De kommer fortrinsvis fra Danmark, men også tyskere og nordmænd har fundet vej til dialysen på deres ferie.

”Mange af dem er kommet i mange år, og man lærer dem jo at kende lidt undervejs. Dem kommer jeg til at savne.”

I det hele taget synes Birthe, at dialyseklinikken er en stor gave:

”Jeg er utrolig glad for mit arbejde og synes, det er en stor gave, at Nyreforeningen har grundlagt Skallerup Dialyseklinik og nu har tre klinikker på feriesteder rundt i Danmark,” siger hun og tilføjer:

”Folk kan tage på ferie og bruge vores klinik i stedet for at være stavnsbundet til sygehusenes dialyseklinikker.”

Merete tager over

Birthes afløser er fundet. Det bliver Merete Kristoffersen, der overtager jobbet som klinikchef pr 1. juni. Birthe vil som sagt juni ud hjælpe Merete med at komme ind i opgaverne, og herefter vil Birthe stadig være tilknyttet klinikken som vikar, så du vil stadig kunne møde hende af og til.

Merete kender i forvejen en hel del til jobbet, da hun har været tilknyttet Skallerup Dialyseklinik i ti år som vikar.

”Birthe spurgte mig en dag, om jeg kunne tænke mig at tage over, når hun skulle gå på pension,” fortæller Merete, og hun var ikke længe om at beslutte sig.

Jobrollen passede nemlig fint til det, som Merete kunne. Hun har arbejdet med dialyse i 24 år, og herudover to år på nyremedicinsk afdeling på Aalborg Universitetshospital. Hun ved, hvad jobbet som klinikchef indebærer.

”Jeg føler mig helt tryg ved at stå med ansvaret for dialyseklinikken alene,” siger hun.

Merete er stolt over at få lov til at køre klinikken for gæstedialyse videre. Desværre er der mange feriegæster med nyresygdom, der bliver afvist på hospitalsklinikker på grund af manglende plads og ressourcer. Men så er det godt, at de kan få et tilbud på Skallerup Dialyseklinik, mener hun.

”Noget af det, der er motiverende i dette job, er, at mennesker med nyresygdom kan holde ferie og samtidig få deres dialyse i rare omgivelser. Det er fantastisk at opleve, at folk får det bedre, og at de takket være klinikkens tilbud kan holde en dejlig ferie.”

Birthe Nielsen, Merete Kristoffersen