Som nyreven kan du kontaktes af Nyreforeningens medlemmer, som savner støtte til at håndtere deres situation. Måske de netop har fået en diagnose, de skal begynde dialyse eller skal transplanteres og har brug for at tale med en person, som allerede har været igennem det samme. Det kan også være, at de gerne vil have en nyreven med den første gang på dialyseafdelingen eller gerne vil se, hvordan en anden person har indrettet sit hjem med hæmodialyse.
Som nyreven vil du modtage undervisning på et kursus, som Nyreforeningen står for fredag d. 1. september, 2023, i Middelfart eller tæt derpå. Når du har modtaget din undervisning, kan du derefter kontaktes af foreningens medlemmer med henblik på at mødes og snakke. Nogle gange vil det måske være nok at mødes en gang, men I kan også fortsætte med at mødes, hvis I har lyst.
Du er selv med til at planlægge det i forhold til dine andre gøremål, og Nyreforeningen dækker de udgifter, du eventuelt måtte have til transport eller andet forbundet med samtalerne.