Vælg en side

Bliv vært for et nyt nyrefællesskab i dit område

I foråret 2024 opretter Nyreforeningen nye fællesskaber for personer med nyresygdom. I fællesskaberne mødes en mindre gruppe deltagere, og her kan man tale med andre, der kender til hverdagen med en nyresygdom. Lige nu søger vi frivillige værter til at lede fællesskaberne og skabe rum for, at man kan dele sine erfaringer med andre.

Lige nu søger vi kun medværter i og i omegnen af følgende byer: Odense, Nibe, Stege, Næstved, Vordingborg, Store Heddinge og Kalundborg. 

Man kan deltage i et fællesskab uanset hvor indgribende ens sygdom er i hverdagen. Det kan være, at man lever med let nedsat nyrefunktion, har nyresten eller måske er i dialyse eller er transplanteret. I fællesskaberne kan deltagerne tale med andre, der kender til den betydning, som en nyresygdom kan have for ens liv og hverdag. For at vi kan komme i gang med de nye fællesskaber, har vi brug for frivillige værter, som er med til at drive fællesskaberne.

Vi søger værter til nye fællesskaber – måske er det dig?

Som vært for et nyrefællesskab får man ansvar for at invitere til og agere vært for møder i fællesskaberne. Som vært er man også med til at beslutte, hvor og hvor ofte fællesskabet mødes, og man har indflydelse på, hvilke emner der tages op.

Som vært er man i fællesskab med Nyreforeningen også med til at finde deltagerne til sit fællesskab. 

Derudover er det en mulighed som vært at planlægge 1-2 temaaftenener, hvor en ekstern person kan holde oplæg for jer. Til disse temaaftenener vil der blive inviteret personer udenfor fællesskabet, så mange kan få glæde af at lytte til oplægsholderen.

Udgifter til møder i fællesskaberne og temaaftener dækkes af Nyreforeningen.

Det kræver ingen særlige forudsætninger at være vært. Dog skal du selv leve med en nyresygdom og have overskud til at påtage dig opgaven. Derudover skal du være empatisk og god til at styre samtaler, så alle i gruppen bliver set og hørt. Hvis dette lyder som noget for dig, kan du tilmelde dig nederst på siden.

Vi vil derefter ringe dig op for at høre mere om dig og din motivation. Det er muligt, at ikke alle tilmeldte kan blive vært. Det sker i tilfælde af, at vi får for mange henvendelser i et givent område. Du kan dog stadig blive deltager i fællesskabet.

Uddannelse og støtte til værterne

Som vært for et fællesskab, står man ikke alene med opgaven. Ud over støtte fra Nyreforeningens sekretariat, så tilstræber vi også, at hvert fællesskab har to værter, der arbejder sammen om opgaven. Måske kender du allerede én, som du gerne vil dele opgaven med.

Endelig holder vi en uddannelsesweekend den 3.-4. februar 2024 i Middelfart, hvor du som vært bliver klædt godt på til opgaven. Deltagelse i kurset er obligatorisk for alle, der ønsker at påtage sig værtsrollen. Nyreforeningen dækker alle omkostninger forbundet med din deltagelse i kurset. Udover kurset vil du også have adgang til et idékatalog og materialer, som du kan støtte dig til og lade dig inspirere af, fx når du skal være med til at finde deltagere og skal være vært for det første møde i fællesskabet.

Hvem kan jeg kontakte med spørgsmål?

Du kan rette eventuelle spørgsmål til:

Liv Hübner Østergaard, lh@nyre.dk, tlf. 92 15 08 54

Maia Torstensson, mt@nyre.dk, tlf. 92 82 24 73

Vil du blot være deltager i et fællesskab?

Flere steder i landet kan du allerede nu finde fællesskaber, hvor det er muligt at møde andre i samme situation som dig. Fællesskaberne er for voksne, der lever med en nyresygdom, eller for pårørende til nyresyge. Deltagelse er gratis, og alle i fællesskabet har tavshedspligt. Nuværende fællesskaber finder du på vores hjemmeside nyre.dk på de enkelte lokalkredses side. Er du pårørende finder du nuværende fællesskaber på nyre.dk/paaroerendefaellesskaber.

Tilmeldelse til de nye nyrefællesskaber vil blive annonceret i foreningens nyhedsbrev og magasin samt på hjemmesiden og Facebook i løbet af vinteren og foråret 2024, og man kan ikke tilmelde sig før det.

Tilmeld dig som vært

Nyrevenner mødes og snakker