Legater

Der er begrænsede muligheder for at søge legater igennem Nyreforeningen, men herunder kan du se, hvilke legater du kan søge i Nyreforeningen og få gode råd til, hvor du kan lede, hvis du vil finde yderligere legater at søge.

Nyreforeningens rejselegat

Nyreforeningen har via en arv fra Jan Frederiksen fået mulighed for at tilbyde medlemmer af Nyreforeningen, som er udfordrede på økonomien, et rejselegat. Ansøgning om støtte fra rejselegatet behandles af Nyreforeningens sekretariat. Nyreforeningen behandler løbende ansøgninger om rejselegater, og ansøgere får løbende besked.

Du skal opfylde følgende krav, hvis du søger Nyreforeningens rejselegat:

  • Man kan søge støtte til rejser i Danmark og udlandet.
  • Mindst en person i husstanden skal have en nyre- eller urinvejssygdom og være tilknyttet en nyre-, en urinvejs- eller børneafdeling på et sygehus.
  • Man skal have været medlem af Nyreforeningen i mindst 12 måneder.
  • Man kan som privatperson modtage et legat på 5.000 kr.
  • Man kan som husstand modtage et samlet legat på maks. 10.000 kr. Hvis en husstand har to medlemmer af Nyreforeningen, kan man således søge et legat for hvert medlem, og det kræver, at man sender to ansøgninger.
  • Man kan kun modtage et rejselegat hvert tredje år.
  • Rejselegatet er forbeholdt medlemmer, der er økonomisk udfordrede.

Du kan søge rejselegatet her.

Ferielegat via lokalkredsene

De fleste af Nyreforeningens lokalkredse udbyder hvert år legater til ferie og rekreationsformål. Der er tale om legater på 1.000-2.000 kr.

I de fleste lokalkredse er det en betingelse, at man har en stram økonomi for at komme i betragtning til et legat. Selvom man opfylder kriterierne for at få legat, er der ingen garanti for at få det. Find din kreds her og se, om de tilbyder rejselegater og hvordan du ansøger.

Større rejselegat

Nyreforeningens socialrådgiver har mulighed for at indstille personer til et større legat til brug for rejser og rekreation, hvis man har brug for at komme på rekreation, har ekstraudgifter, når man skal rejse som dialysepatient eller skal have dialysebehandling udenfor EU og selv må betale for dialysebehandlingen.

Legater til forsørgelse m.v.

Nyreforeningen har ingen legater, man kan søge som følge af stram økonomi eller lignende.

 

Hvor kan man søge legater?

Hvis du har brug for at søge et legat til et socialt formål, uddannelse, rejse eller lignende, kan det anbefales, at du kigger på de mange legatmuligheder i Kraks fonds- og legatvejviser eller i bogen Vejviser til Legater og Fonde af Per Billesø og Berit Jylling. Der er også mange, der tilbyder legatvejledning på nettet mod betaling. Pas på disse, der er mange plattenslagere blandt udbyderne.

Hjælp fra Nyreforeningen

Nyreforeningens socialrådgiver kan vejlede dig, når du ønsker at søge legat, men har ikke mulighed for at søge legater for dig.

Denne side er opdateret af Nyreforeningens socialrådgiver, februar 2026.