Nyreforeningen har fået produceret 38 film målrettet mennesker, der lever med en nyresygdom, og deres pårørende. Filmene tager forskellige temaer op, og du finder både nyttig viden om livet med nyresygdom, behandling af nyresygdom, dine rettigheder som nyresyg og pårørende og personlige fortællinger.
”Jeg er utroligt stolt af de 38 film, som vi nu kan præsentere. Vi har knoklet for at få dem færdige, og jeg glæder mig over, at vi kan supplere vores kommunikation med film om mange forskellige emner, som berører os, der lever med en nyresygdom, og vores pårørende. Jeg håber og tror, at filmene kan hjælpe vores medlemmer med at forstå deres nyresygdom bedre og klæde dem på til at træffe aktive valg om behandling og hvordan de ønsker at leve deres liv. Jeg håber også, at nyreskolerne og sundhedspersonalet på hospitalerne vil bruge filmene i deres kontakt med nyrepatienter og pårørende,” siger Malene Deele, landsformand i Nyreforeningen.
Her kan du se filmene
Filmene ligger her på nyre.dk og på nyreskole.dk. Du kan også se alle filmene samlet på Nyreforeningens Youtube-kanal.
De næste uger vil vi løbende præsentere mange af filmene på Nyreforeningens Facebook-side.
Tak til…
En stor tak skal lyde til de fire fonde, som har gjort det muligt for os at få produceret filmene. Tak til TrygFonden, Augustinus Fonden, Lemvigh-Müller Fonden og Jascha Fonden. Tak til Retrospect Film, som har produceret filmene. Og en helt særlig tak til de medvirkende, både fagfolk, patienter og pårørende. Tak for at dele ud af jeres viden og erfaring til gavn for mange nuværende og kommende nyresyge og deres pårørende.