Lørdag den 10. oktober 2026 er det international Organdonationsdag. Igen i år vil Nyreforeningen sammen med en række andre foreninger sætte fokus på dem, der er transplanteret eller venter på et nyt organ. Og til det har vi brug for hjælp fra dig, der er nyretransplanteret.
Du kan nemlig være med til at vise, hvor mange år du har levet med en ny nyre takket være en organdonor. Målet er at få så stor en andel af transplanterede med, så vi kan vise, hvor mange år, transplanterede tilsammen har levet med et nyt organ.
Sådan deltager du
- På et hvidt A4-papir skriver du med store bogstaver:+X år (erstat X med det antal år, du har levet med en ny nyre)
- Tag et billede af dig selv, mens du holder papiret op foran dig.
- Send billedet til Nyreforeningen på kek@nyre.dk senest den 7. oktober 2026.
Når du sender dit billede til Nyreforeningen, giver du tilladelse til, at vi bringer det på foreningens sociale medier i forbindelse med Organdonationsdagen i 2026. Billedet bliver herefter slettet.
Hvad gør Nyreforeningen?
På Organdonationsdagen deler vi alle de billeder, som vi modtager, og tæller alle ‘+år’ sammen.
De seneste år har rigtig mange transplanterede deltaget i denne kampagne, og vi er nået bredt ud med budskabet om at tage stilling til organdonation.
Vi glæder os til at modtage en masse billeder, så vi sammen kan sætte fokus på organdonation.