Vælg en side

Højdepunkter fra Nyreforeningens årsmøde 2025

Omkring 100 mennesker lyttede med, da Nyreforeningen inviterede alle medlemmer til årsmøde og generalforsamling lørdag den 10. maj 2025 på Scandic i Ringsted. Udover de mange, som var til stede i lokalet, var det igen i år muligt at overvære årsmøde og generalforsamling via et online link.

Udover generalforsamlingen, hvor der bl.a. blev Jacob Borgholm valgt som ny næstformand, bød dagen også på spændende indlæg. Musiker Peter Marott spillede sin musik for forsamlingen og fortalte om at få en nyresygdom, og Nyreforeningens diætist Sofie Wendelboe fortalte udfordrede deltagernes viden om mad og nyresygdom.

Årets Solfangerpris gik til Nana Hyldig for hendes formidling af livet som transplanteret på godt og ondt. Årets Nyrepris gik til sygeplejespecialisterne Janni Mendahl og Henriette Heilmann fra Afdeling for Nyresygdomme på Herlev og Gentofte Hospital for deres arbejde med at synliggøre de psykiske og fysiske belastninger, som pårørende til mennesker med organsvigt oplever.

Endelig bød årsmødet på uddeling af legater fra Nyreforeningens Forskningsfond. I år blev der givet legater til 9 dygtige forskere, som hver modtog 50.000 kr. i støtte til deres forskning fra Nyreforeningens Forskningsfond.

Du kan se eller gense de forskellige indslag fra dagen her.

Hele salen fyldt med medlemmer til Nyreforeningens årsmøde 2025