Vælg en side

Lisbeth Skovly Nielsen ny næstformand i Nyreforeningen

På Nyreforeningens generalforsamling den 29. april 2023 trådte foreningens hidtidige næstformand Michael Rosenkvist tilbage for at koncentrere sine kræfter om arbejdet for pårørende. På generalforsamlingen blev Lisbeth Skovly Nielsen derfor valgt som ny næstformand.

Lisbeth er 37 år gammel, og bor i Middelfart med sin mand og to børn. Lisbeth har været nyresyg siden barndommen, og hun har været medlem af Nyreforeningen i mange år. Hun blev transplanteret i 2016, og i den forbindelse gik hun for alvor ind i arbejdet som frivillig for Nyreforeningen. Lisbeth har bl.a. siddet i Nyreforeningens særlige forskningspanel, og hun er medlem af foreningens patientudvalg, ligesom hun sidder i Medicinrådet på vegne af Nyreforeningen.

Lisbeth er uddannet fysioterapeut og har også en sundhedsfaglig kandidatuddannelse. Til daglig er hun ansat som ph.d.-studerende på Dansk Gigthospital, hvor hun arbejder på et projekt, der har fokus på sundhedskompetence hos patienter med gigtstygdomme. I sin motivation for at stille op til posten som næstformand i Nyreforeningen sagde Lisbeth bl.a.:

”Som næstformand vil jeg meget gerne bidrage til det gode arbejde i Nyreforeningen og gøre mit til at sikre, at vi fortsat har en forening, hvor alle – på tværs af diagnoser, relation til nyresygdom, køn, alder, etnicitet, uddannelse, jobstatus mv. føler sig repræsenterede. Jeg ser mig selv som en sparringspartner, der kan bidrage med mine erfaringer fra mit arbejdsliv og fra mine opgaver i Nyreforeningen, foruden det, at jeg kender til at leve med en nyresygdom – både før og efter en transplantation”.

Lisbeth Skovly Nielsen