Vælg en side

Nyreprisen 2024 går til sygeplejerske Lisbet Danmark

Nyreprisen 2024 går til sygeplejerske Lisbet Danmark fra dialyseafdelingen på Sønderborg Sygehus.

Nyreprisen er en pris, som Nyreforeningen uddeler en gang årligt til en professionel sundhedsaktør, der i det forgangne år har gjort noget ekstraordinært for nyresyge og deres pårørende. Nyreprisen går til en person, som har gjort noget særligt for at skabe forbedringer, livskvalitet og glæde for nyresyge og deres pårørende.

Nyreforeningens medlemmer kan indstille kandidater til Nyreprisen, hvorefter Nyreforeningens Forretningsudvalg beslutter, hvem der skal have prisen.

Lisbet Danmark blev indstillet af en patient og en pårørende, og de skrev følgende i deres indstilling:

”Nyreprisen må gå til sygeplejerske Lisbet Danmark, for Lisbet er én som ”brænder” for sit arbejde. Lisbet gør en kæmpe forskel for patienterne på afdelingen, så dagen ikke føles så ”træls”. Lisbet har en særlig evne til at få alle til at føle sig godt tilpas.

Hun er med til at sikre, at alle patienter har de bedste betingelser for at være i god form. Hun sørger bl.a. for, at dem der har lyst, sidder og cykler. Hun udleverer f.eks. en lille bog, hvor vi skriver km ned. Og det er ikke alle dage, der bliver kørt lige mange km – for cyklen kan jo punktere. Men vi har lige overstået en tur til Paris. Og nu er vi begyndt på Jylland rundt. Det fællesskab som Lisbeth er med til at skabe, giver anledning til mange samtaler og latter på kryds og tværs. Og når vi nu bevæger os ned gennem Europa eller rundt i Jylland, så går dagen hurtigere.

Men ikke nok med det, så bruger Lisbet også gerne noget af hendes ferie, til at tage med på Nyreforeningens udlandsrejser. På disse rejser har alle – både nyresyge og pårørende – mulighed for at føle sig trygge og nyde ferien, fordi Lisbet er med overalt. Lisbet gør alt for at vi patienter og pårørende skal få en dejlig ferie, væk fra hverdagen. Når vi er ude at rejse, så tager hun med hvis en patient bliver dårlig, eller hvis én har glemt noget medicin, så sørger hun for at hjælpe med at få udsendt en recept og hentet medicinen på apoteket. Ja hun står til rådighed i alle døgnets 24 timer.

Lisbet har en evne til at få alle med og hun hjælper alle med smil, venlighed og omsorg. Hun er en drivkraft, som smitter af på os alle. Derfor skal Lisbet Danmark have årets Nyrepris.”

Lisbet Danmark modtog Nyreprisen på Nyreforeningens årsmøde lørdag den 20. april, hvor Nyreforeningens landsformand Malene Deele takkede hende for at gøre en forskel for nyresyge og pårørende både i arbejdet som sygeplejerske på dialyseafdelingen i Sønderborg, men også som medrejsende sygeplejerske på Nyreforeningens rejser.